Udforsk vores hjemmeside
Dyk ned i vores musik, find dyrebare busking-råd, se vores videoer, lær mere om vores historie og læs om hvad der inspirerer os.
Life of a busker - Bright photo

Vil du booke os? Kontakt os gennem formularen forneden, og så vender vi tilbage så hurtigt som muligt.

Fulde Navn
E-mail
Dato & Tid
Lokation
Besked

Tak for din besked,
vi kontakter dig snart!

*Looks like something went wrong when filling in the form, check the form and try again
TOP 10 BUSKING RÅD

busking guide,

Busking guide,

busking guide,

Busking guide,

Rul ned
Life of a busker

Her er vores top 10 busking råd. De er baseret på vores egne erfaringer og har hjulpet os utroligt meget. Det er derfor ikke sikkert, at de passer 100% til dit buskingshow, men vi tror på, at det er et godt sted at starte.

Life of a busker playing in MadridLife of a busker playing in AarhusLife of a busker playing in Korea

01. FIND UD AF HVAD DU ER GOD TIL

For at være en god gademusiker skal du spille på den måde, der passer dig bedst. Du skal fokusere på det, du er god til. Hvis du for eksempel er en forrygende guitarist, men en dårlig sanger, så fokusér mere på dine guitar skills.

Hvis du er en fremragende sanger, så tænk på måder, der fremhæver din vokal. Hvis du er en dygtig entertainer eller historiefortæller, så brug det til din fordel. Du vil hurtigt finde ud af, hvad du er god til, og hvad der tiltrækker opmærksomhed. Hvis du er i tvivl, så spørg dig selv, hvilken gadeoptræden du selv ville stoppe for.

02. Rom blev ikke bygget på en dag

Hvis du er ny til at buske, er det vigtigt, at du husker at være venlig og tålmodig overfor dig selv. Det kræver øvelse og hårdt arbejde at være en talentfuld gademusiker, og alle de oplevelser, du tager med dig på vejen, er bare en del af rejsen

Da vi startede, tjente vi ikke lige så meget, og det var nogle gange svært at få folk til at stoppe og lytte. Lidt efter lidt blev vi bedre og bedre. Vi begyndte gradvist at finde ud af vores musikalske stil, hvordan vi ville være som artister, hvilke sange vi ville spille, hvordan man tiltrak og interagerede med folk, og ikke mindst hvordan man fik et publikum til at blive hængende. Man skal være klar til at lære, når man spiller på gaden, og med tiden bliver det hele nemmere. Husk, du er aldrig værre end din bedste spilledag.

03. Se præsentabel ud

Folk har tendens til at tage dig mere seriøst, hvis du er klædt præsentabelt. Gademusikanter bliver desværre ofte forbundet med at være hjemløse, og det er ikke det "look", vi personligt ønsker at blive associeret med. Hvis du vil tiltrække folk, så klæd dig som du ønsker at blive opfattet. Hvis du tænker over det, ville du måske selv være mere tilbøjelig til at stoppe op for en gademusiker, der er præsentabel frem for beskidt.

Life of a busker playing in Madrid

04. HØJTALER!

I busking-verdenen er der meget debat om, hvorvidt man skal spille akustisk eller med højtaler. Mange gademusikanter tror, at det er tilstrækkeligt at spille akustisk, men vi er overbeviste om, at de ville blive overraskede over, hvor meget det forbedrer deres optræden at spille med højtaler. I en by fuld af larm, hjælper en højtaler med at få din musik hørt. Udover det får det din opstilling til at se mere officiel og professionel ud, hvilket vi har oplevet øger indtægterne.

Det er dog vigtigt at huske, at hvis volumen er for høj, kan det genere folk, der bor i byen, så find den rette balance. Spil højt nok til at blive hørt, men ikke så højt, at du forstyrrer nogen midt i deres middagslur. Nogle byer kræver måske specielle tilladelser for at spille med højtaler, så det er en god idé at lave lidt research omkring byen, før du begynder at spille. Under alle omstændigheder er det værd at prøve lykken og spille, og hvis du gør det, HUSK HØJTALEREN!

05. Politi og bylove

Generelt er det lovligt at spille musik i gaden, men det kan være ulovligt i visse byer eller områder. Det kan være udfordrende at navigere i de forskellige byregler, men lidt research kan få dig langt. Vi har selv prøvet at buske i byer, hvor det enten har været ulovligt at bruge højtalere eller endda at spille musik overhovedet, hvilket har ført til, at vi indimellem har fået besøg af en politibetjent eller to.

I 99% af tilfældene har politiet været venlige og kede af at skulle stoppe os. I sjældne tilfælde kan en politibetjent udstede en bøde på stedet. Desværre skete det for os i Tyskland og Schweiz. Når en politibetjent dukker op, er det vigtigt at bevare roen.

Vær flink og lyt til, hvad de har at sige, og spørg eventuelt om der er et andet sted, hvor du må spille, eller om det er muligt at få en tilladelse, og hvordan man ansøger om det. Det er tarveligt at blive stoppet, men når det sker, så giv dig selv en mental krammer og kom op på hesten igen.

06. Det perfekte spot

En god busking dag kræver, at du finder det rigtige sted at spille. Når vi kommer til en ny by, bruger vi som regel den første dag på at udforske den og finde de bedste buskingsteder, og så spiller vi ofte dagen efter. Vores erfaring siger, at de gode spots ofte er populære destinationer som torve eller travle gågader.

Det er vigtigt at finde et sted med mange mennesker uden for meget støj fra biler, busser, højttalere eller andre gademusikanter. Der skal dog også gerne være plads til, at folk kan stoppe op og lytte, uden at det skaber for meget trafikprop på stedet. Hvis du står tæt på en butik eller restaurant, kan du eventuelt gå forbi, inden du begynder at spille, og fortælle dem, at de bare skal komme ud og sige til, hvis volumen er for høj.

På den måde er der større sandsynlighed for, at de ikke ringer og klager over dig til politiet. Det vigtigste er dog altid, at du står et sted, der er behageligt for dig.

07. Don’t Worry, Be Happy

Du tiltrækker det, du udstråler. Jo bedre en dag du har, desto bedre bliver din gadekoncert. Tag det med ro, smil og nyd øjeblikket så meget som muligt, for dine følelser smitter. En busker, der nyder sin optræden, har ofte mere succes. Vi har alle dårlige dage, og det er helt okay.

I sådanne tilfælde kan det være en god idé at tage en pause, slappe af og måske se et par afsnit af “Friends” for at lade op til næste dag. Men hvis du bliver nødt til at tage ud og spille, så vær sød mod dig selv, køb en god “to-go” latte, du kan hygge dig med, og husk at tage pauser. Som gademusikant er du din egen chef og kan derfor bestemme, hvornår du arbejder. Lyt altid til dig selv.

Life of a busker playing in Aarhus

08. Kommunikation

Den største opdagelse, vi har gjort os som buskere er, at kommunikation er vigtig. Det er ikke kun musikken, der får folk til at stoppe og lytte, men også den interaktion vi har med dem. Vi fortæller konstant om vores historie og rejser, hvad sangene handler om, hvad de betyder for os, hvorfor vi spiller på gaden, og nogle gange bare tilfældige ting, der er sket i løbet af dagen.

Hvis historiefortælling virker lidt for overvældende lige nu, kan du starte i de små ved bare at sige “tak” til dem der lytter, giver en kompliment, eller smider en mønt i kassen. Det er vigtigt at udtrykke taknemmelighed over for de mennesker, der giver dig deres tid, uanset om det er én eller hundrede mennesker, der står og lytter.

Tid er vores mest værdifulde ressource, så husk ikke at tage det for givet, når nogen giver dig deres. Det kan godt tage lidt tid at vænne sig til, hvordan man kommunikerer effektivt på gaden, men du skal nok få styr på det. Ligesom det blev nævnt i punkt 2, “Rom blev ikke bygget på en dag”.

09.  Skal man bede om penge?

Burde du sige, at du lever af at spille musik på gaden og derfor har brug for pengene? Tit og ofte afhænger det af den type optræden, du laver. Gademagikere og dansere har ofte brug for at opfordre folk til at give drikkepenge for at tjene noget på deres optræden.

Dog er vores erfaring, baseret på vores optræden, at hvis folk føler sig velkomne og har det godt, så kommer pengene helt af sig selv. Vi siger altid “tak” for hver en mønt, vi modtager, og ved at sige det højt kan det inspirere andre til også at give en mønt. De seneste år har det været tydeligt, at danskere har færre mønter på sig, så derfor har vi et skilt med MobilePay, som vi henviser til mellem sangene.

Vi er dog meget forsigtige med ikke at tvinge nogen til at overføre noget. I stedet bruger vi mange kræfter på at opfordre folk til at følge os på vores sociale medier som Instagram, Spotify, Facebook, TikTok, eller YouTube. Fans og følgere giver støtte på lang sigt, hvilket er meget værdifuldt, når man begynder at udgive sange eller skal sælge billetter til en koncert. At bede om penge er en svær balance, men prøv dig frem og se, hvad virker bedst for dig.

Life of a busker playing in Korea

10. Pokkers, det regner!

Fjender kommer i alle former: en sur butiksejer, latterlige byregler, en led busker, men den største af alle er vejret. Hvis det regner, så lad vær med at spille. Hvis det blæser en halv pelikan, så find et sted, hvor du ikke bliver generet af det. Hvis det er koldere end Nordpolen, så husk at tage fire trøjer og handsker på (gerne med huller til fingrene, så du stadig kan spille).

Hvis du føler dig som et spejlæg under den rødglødende sol, så find noget skygge til dig selv og (hvis muligt) dit publikum, eller vent til senere på eftermiddagen. Man er nødt til at spille efter vejrets regler, så prøv at arbejde med vejret, frem for at arbejde imod det.